Forskning ved LHC

LHC er den største og kraftigste partikel accelerator i verden. Den blev bygget for at udforske ukendt terræn, som rækker ud over Standard Modellen. Grunden til det er, at der stadig er huller i Standard Modellen, selv med den store succes den har haft med at forklare byggestenene og kræfterne i Universet og selv om den har stærk eksperimentel opbakning. Eksperimenterne ved LHC vil give svar på en række åbne spørgsmål, som hvor partiklerne får deres masse fra, eller hvorfor Universet indeholder mere stof end antistof.



For at finde svarene skyder man bundter af protoner mod bundter af protoner. Men hvilke ting er det i virkeligheden, der vekselvirker under et proton-proton sammenstød? Det er bestanddelene af protonerne (gluoner og kvarker). Du kan få en idé om hvad der sker under sammenstødet ud fra tegningen nedenfor:



I begyndelsesfasen af LHC kørslerne holder fysikerne øje med hver eneste partikel i Standard Modellen. De blev alle sammen genopdaget indenfor få uger, f.eks. bundne tilstande af kvarker og antikvarker (Charmonium og Bottonium, som oprindeligt blev opdaget i 1974 og 1977), frie top kvarker (først opdaget i 1995) og W og Z bosoner (opdaget på CERN i 1983). For at man kan gøre pålidelige opdagelser af nye partikler i proton-proton sammenstød, er det nødvendigt at man kan genkende de kendte partikler i LHC begivenheder uden tvivl. Det bekræfter ikke blot de tidligere resultater, men viser også hvordan den allerede kendte fysik ser ud i LHC detektorerne.



Så fokus er på partikler som W-bosonen. Lad os uddybe hvad denne budbringerpartikel for de svage kernekræfter fortæller os om sig selv, og hvordan den fremtræder i ATLAS detektoren.